Aarhus Håndbold Akademi
Aarhus Håndbold Akademi har til formål at skabe de bedste betingelser for udviklingen af unge talenter i aarhusiansk håndbold. Akademiet er en stærk supportfunktion til byens foreninger og hjælper spillere og trænere i deres lokale miljø.
Vi understøtter talentudviklingen
Aarhus Håndbold Akademi er skabt for at give unge håndboldtalenter de bedste betingelser for at udvikle sig – både som spillere og som mennesker. Vi tilbyder en bred vifte af professionelle indsatser, der tilpasses den enkelte spiller og bygger bro mellem klub, skole og privatliv.
- Fysisk træning
- Fysioterapi og sundhed
- Teknisk træning
- Taktisk udvikling
- Coaching og personlig udvikling
- Mental træning
- Kost, restitution og søvn
- Samarbejde med klubberne
Fysisk træning – stærk krop, stærk spiller
Vi arbejder målrettet med spillernes fysik for at gøre dem klar til håndbold på højeste seniorniveau. Med udgangspunkt i den enkelte spillers behov, udarbejder vi personlige træningsplaner og følger løbende op sammen med vores fysiske trænere.
Alle spillere får medlemskab til Fit & Sund, hvor vi mødes til både træning og vejledning. Derudover laver vi regelmæssige fysiske screeninger og er i dialog med Team Danmark.
Som håndboldspiller en den fysiske formåen helt afgørende for at kunne lykkes med sine håndboldkvaliteter på banen, og derfor er det et område Aarhus Håndbold Akademi prioriterer højt. Fokus er på at udvikle akademispillernes fysik i ungdomsårene til at leve op til de krav, der er på højeste seniorniveau. Samtidig holder vi løbende øje med, hvor spilleren ligger alderssvarende og hvilke fysiske forudsætninger den enkelte spiller har.
Vi tager udgangspunkt i den enkelte spillers styrker og udviklingsområder både fysisk og håndboldmæssigt og lægger en personlig, fysisk udviklingsplan. Spilleren får et individuelt træningsprogram, der vil blive introduceret, gennemgået og løbende fulgt op på af Aarhus Håndbold Akademis fysiske trænere. Spillerne mødes også individuelt eller i små grupper med akademiets konsulenter i træningscenteret, for at træne sammen samt lære og udvikle på den gode træningskultur.
Fysiske screeninger
Der vil i løbet af sæsonen blive lavet fysiske screeninger og tests for at have et overblik over den enkelte spillers fysiske udvikling, hvor der eventuelt skal rettes til eller lægges større fokus.
Vi følger spillernes udvikling på det fysiske område nøje og kigger mod Team Danmark med henblik på de generelle anbefalinger til den fysiske træning inden for håndboldsporten.
️Fit & Sund
Alle spillere på Aarhus Håndbold Akademi får ved optagelse medlemskab til Fit & Sund, der er vores samarbejdspartner på det fysiske område. Fit & Sund er det primære mødested med spillerne, hvad end vi arbejder på at udvikle spilleres fysik, eller få en skadet spiller på højkant igen.
Fysioterapi & sundhed – når kroppen skal kunne følge med.
En god håndboldspiller skal kunne holde sig fit. Derfor har spillerne på Aarhus Håndbold Akademi hurtig adgang til fysioterapi, genoptræning og skadesforebyggende træning. Vi lægger individuelle planer og hjælper løbende med at finde den rette balance i træningsbelastningen.
For en håndboldspiller er det afgørende at kunne holde sig fit og på banen for at kunne udvikle sig og derfor er det væsentligt, at man kan få adgang til fysioterapi med det samme ved behov, så eventuelle skader kan få den rette behandling fra start. Uanset om det gælder kortere eller længerevarende skader, eller begyndende overbelastninger, så lægges der en plan for spilleren i den enkelte situation, med klare rammer for, hvad man skal hvornår.
Spillerne på Aarhus Håndbold Akademi får individuelle, skadesforebyggende træningsøvelser og så er der stort fokus på at tage overbelastninger i opløbet, så de ikke vokser sig større. Spillerne bliver vejledt og får hjælp til at træne og spille under hensyntagen til overbelastningen, samt sikre det optimale trænings-workload.
Teknisk træning – finpuds detaljerne
Vi arbejder tæt sammen med spillerens klubtræner for at sikre, at tekniske fokuspunkter indgår i den daglige træning. Derudover tilbyder vi ekstra teknisk træning i små grupper eller 1:1 – også med specialtræning til målvogtere.
Spillernes individuelle, tekniske træning foregår i høj grad til daglig på spillerens klubhold, i et tæt samarbejde mellem klubtræner og Aarhus Håndbold Akademi. På den måde sikrer vi, at de udviklingsområder der er for den enkelte spiller på det tekniske område, bliver fulgt op og integreret i den ugentlige træning.
Desuden vil vores konsulenter på både pige- og drengesiden mødes med spillerne enkeltvis eller i små grupper for at træne de detaljer, der er væsentlige for at udvikle den enkelte spillers tekniske formåen.
For målvogtere vil den tekniske træning blive varetaget af en trænerfaglig profil fra højt eliteniveau.
Aarhus Håndbold Akademi har som mål at være bindeled mellem de forskellige hold og årgange, hvilket skal sikre at spillerne som ungdomsspillere har fast, ugentlig adgang til træning ”opad”. På den måde udfordres den enkelte spiller optimalt, alt efter individuelt vurderede behov.
Taktisk udvikling – spillet med hovedet
Hvordan skaber jeg chancer? Hvor er modstanderens svagheder? Hvad skal jeg gøre anderledes næste gang?
Vi bruger videoanalyse og refleksionsopgaver til at styrke den enkelte spillers taktiske forståelse. Vi giver feedback, stiller spørgsmål – og hjælper spillerne med at tænke håndbold på et højere niveau.
På Aarhus Håndbold Akademi har vi et stort fokus på at udvikle den enkelte spillers taktiske forståelse og til det vil vi især bruge klip fra spillerens egne kampe. Vi vil:
- Sende klip til spilleren af deres aktioner i kampene med kommentarer:
- Mødes for at diskutere nuancer og være konkrete.
- Give spilleren opgaver i at analysere egne aktioner eller komme med input til, hvordan de vil spille (f.eks. angreb) mod deres næste modstander:
- “Hvordan sætter jeg mig selv eller andre godt i scene?”
- “Hvem er deres svage led defensivt? Hvor skal jeg angribe?”
- “Hvor og hvordan kan jeg komme til et godt skud?”
- Facilitere egne refleksioner hos spilleren:
- At spilleren i udvalgte kampe nedskriver en lille evaluering .
- At have en god dialog med spilleren om der er “fokus på fokus” (at fokuspunkterne for udviklingsplanen bliver trukket ind i træningen).
- Udfordre spilleren med opgaver inden for taktiske elementer og mødes for at diskutere muligheder – og på den måde øge spillernes taktiske formåen. Det kunne være:
- At spilleren får til opgave at se 2 kampe med det formål at se på egne muligheder for at komme til gode chancer.
- At spilleren skal lave en lille analyse af et holds bedste spiller, registrere dennes kompetencer og egne modtræk mod disse.
Coaching & personlig udvikling – hele mennesket i spil
Vores Aarhus Håndbold Akademi-konsulenter følger spillerne tæt og hjælper med at skabe struktur i hverdagen. Vi arbejder på at sikre, at der er balance mellem træning, skole og fritid – og at spilleren bruger sin tid og energi så optimalt som muligt i de givne perioder.
Vi bruger blandt andet Garuda-profiler til at styrke spillernes selvindsigt, så de bliver bedre til at navigere under både pres og i fællesskaber.
Vores faglige konsulenter på pige- og drengesiden har i hverdagen en løbende dialog med spilleren om aktuelle emner. Det handler om at sikre, at spilleren får sat sin hverdag i rammer, der giver mulighed for at sikre det optimale antal træninger i hallen og fysisk hver uge, uden at det går ud over skolegangen og spillerens generelle trivsel. Som håndboldspiller er to uger sjældent ens og derfor er det vigtigt, at spilleren får hjælp til at sikre, at det ugentlige load er passende og kan være forskelligt fra uge til uge. Og at det er OK.
Gennem sparring ønsker vi også at hjælpe spilleren til at udvikle et skarpere billede af, om deres træning i løbet af ugen er optimal og passer til deres situation og formåen. Får de trænet tilstrækkeligt fysisk og får de eksempelvis trænet nok aktioner omhandlende et givent udviklingsområde.
Garuda
Gennem vores samarbejde med Garuda gør vi spillerne klogere på sig selv via arbejdet med personprofiler, der giver spilleren mulighed for at lære sig selv bedre at kende. Gennem den gode samtale får spilleren redskaber til at manøvrere i de svære situationer, man som spiller havner i, når man føler sig mest presset. Samtidig opnår spilleren en bedre forståelse af mennesker omkring sig og styrker sine evner til at agere i og bidrage til et fællesskab.
Mental træning – mentalt stærk i modvind
Gennem samtaler og øvelser styrker vi spillernes evne til:
- At holde fokus under pres
- At præstere, når det gælder
- At tage ansvar og sætte mål
Ved særlige behov tilbyder vi forløb med Jesper Nøddesbo, der er specialiseret i coaching og sportspsykologi.
På Aarhus Håndbold Akademi vil vi gennem den gode dialog med den enkelte spiller fremme evnen til:
- At holde fokus på de vigtige ting under pres
- At kunne præstere, når det gælder
- At tage medansvar for træningsmiljøet
- At sætte målsætninger
Jesper Nøddesbo
Vi har på Aarhus Håndbold Akademi et samarbejde med Jesper Nøddesbo, der, udover en utrolig flot håndboldkarriere, hvor han har prøvet det meste selv, har uddannet og certificeret sig inden for coaching. Aarhus Håndbold Akademi har mulighed for at tage spilleren ind i et specialiseret forløb på det sportspsykologiske område med Jesper, hvis vi vurderer, at det kunne være gavnligt for en spiller.
Kost, restitution og søvn – kroppens brændstof
God præstation kræver god restitution. Derfor holder vi løbende temaaftener med eksperter og snakker med spillerne om, hvordan de opbygger sunde vaner i hverdagen – både når det gælder kost, søvn og restitution – og fritid
I en hverdag med masser af fysisk aktivitet er det helt afgørende, at spillerne indtager den rette kost og får restitueret optimalt for at kunne holde til belastningen og fortsat udvikle sig.
Vi vil i løbet af året afholde temaaftener om disse emner med besøg fra faglige eksperter, så spillerne bliver klædt bedst muligt på til selv at kunne navigere i det til daglig.
Samtidig vil vores konsulenter i den faste kontakt med spilleren have dette for øje og snakke med spilleren om de gode vaner og hvordan de helt konkret kan se ud. Samt om hvordan man som elitespiller tilpasser sin hverdag, så man også har mulighed for at deltage i et almindeligt ungdomsliv.
Samarbejde med klubberne – sammen løfter vi talenterne
Aarhus Håndbold Akademi er et supplement til det gode arbejde, der allerede sker ude i klubberne. Vores fokus er at styrke den enkelte – i tæt samarbejde med trænerne og med respekt for det hold, spilleren er en del af.
Der er mange stærke talentmiljøer i det aarhusianske og det er med udgangspunkt i dem, at vi i Aarhus Håndbold Akademi kan være med til at gøre en ekstra indsats for nogle af de unge håndboldtalenter på en række områder. Samarbejdet foregår i tæt dialog med klubbens kontaktperson samt trænerne på de respektive hold. Hvorvidt det handler om fokusområder for en spiller, fysisk udvikling eller noget helt tredje, så er vi i dialog om det og lægger stor vægt på de input og observationer, der kommer fra træneren, der ser spilleren adskillige gange ugentligt.
Vi drøfter også potentielle spillere til Aarhus Håndbold Akademi i samråd med klubben og de respektive trænere og udvælgelsen af spillere til Aarhus Håndbold Akademi sker på baggrund af en personlig samtale, ud fra et helhedsperspektiv og ud fra følgende kriterier:
- Fysisk kapacitet
- Tekniske færdigheder
- Taktiske færdigheder
- Mentale kompetencer, herunder motivation
- Sociale og relationelle kompetencer
- Personlige egenskaber
Målgruppen for Aarhus Håndbold Akademi er de dygtigste pige- og drengespillere i aldersgruppen 16-24 år, som har viljen og potentialet til at udvikle sig til etablerede liga- og landsholdsspillere over en periode på 4-6 år.
Aarhus Håndbold Akademi er støttet af :